Top
logo
Døgn
service
+45 4366 8888

Kemp & Lauritzen flytter ind i grønt epicenter på Esbjerg Havn

Danmarks førende teknikvirksomhed Kemp & Lauritzen flytter nu al sin aktivitet i og omkring Esbjerg til sin nye lokation på Esbjerg Havn.

Kemp & Lauritzen flytter nu fra sine to hidtidige Esbjerg-lokationer på Bådebrogade og Hedelundvej. Det er nemlig tid til at samle kræfterne på Esbjerg Havn – og den nye adresse på D. Lauritzens Vej er nøje udvalgt:

- Vi tror på, Esbjerg Havn bliver et omdrejningspunkt for ikke blot den danske, men også internationale grønne omstilling. Den rejse skal vi selvfølgelig med på – og vi glæder os til at skulle operere klos op ad en masse eksisterende såvel som potentielle kunder og dygtige samarbejdspartnere, som er blandt spydspidserne inden for bæredygtige løsninger, fortæller direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen, Thomas Gjørup, og tilføjer:

- Udover den generelle gevinst ved at være tættere på kunderne og erhvervslivet i byen skaber vores tilstedeværelse på havnen særligt gode vækstmuligheder for flere af vores afdelinger. Det gælder for eksempel både vores Marine-afdeling, hvor vi er specialiseret i skibselektronik og installationer til marine-industrien, og vores Energi-afdeling, som er specialister i energioptimerende tiltag inden for det bygningstekniske område. Her kommer vi nu til at være midt i begivenhedernes centrum.

Alle fag samlet i ét hus

Thomas Gjørup ser også frem til at få samlet alle fagene under samme tag:

- I Kemp & Lauritzen arbejder vi tværfagligt, og vi leverer hele paletten af tekniske kompetencer. Derfor giver det god mening for os at samle alle vores fag i ét hus. Vores medarbejdere får nu endnu bedre mulighed for at opbygge et godt fællesskab, sparre med hinanden og ikke mindst samarbejde om at skabe de allerbedste kundeløsninger – på tværs af fagligheder.

Fakta om idriftsættelsen af lokationen

  • Medarbejderne fra Bådebrogade har taget den nye lokation på D. Lauritzens Vej i brug den 25. april 2022, mens medarbejderne fra Hedelundvej vil tjekke ind på havnen i midten af maj 2022.
  • Den sidste finish af byggeriet pågår til og med maj måned i den del af lokationen, der skal huse administrationen.
  • Gennem det seneste år har Kemp & Lauritzen foretaget en totalrenovering og energioptimering af ejendommen, hvor de eksisterende bygninger er bragt op til nutidens høje standarder – med bæredygtig genanvendelse for øje.

Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. Gennem årene har virksomheden stået for en række af Danmarks største teknikopgaver – fra servicering af de broer, der forbinder Danmark, til udvikling af driftskoncepter for flere af landets små og store erhvervsvirksomheder. Kemp & Lauritzen består af 2.400 medarbejdere og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i 140 år.

Læs mere om Esbjerg Havns indsats for bæredygtighed her.

Right content: