Presset tidsplan, begrænset plads til omfattende installationer samt vanskelig lokation ved Københavns Rådhusplads. Totalrenoveringen af Industriens Hus bød fra starten på en række store udfordringer, som satte Kemp & Lauritzens størrelse, innovationsevne og mangeårige erfaring som teknikentreprenør i spil.
Dansk Industri ønskede en så kort projektperiode som muligt, da det var dyrt og besværligt at have medarbejderne fra Industriens Hus installeret på forskellige adresser i København under ombygningen.
Størrelse, bredde og erfaring var afgørende for valg af leverandør.
Hele teknikentreprisen for den ca. 42.000 m2 store om- og nybygning blev samlet hos Kemp & Lauritzen, der i byggeperioden havde op til 70 mand fra samtlige tekniske fagområder på opgaven. Projekteringen startede i sommeren 2010 og udmundede i en detailprojektering ved årsskiftet, så arbejdet på byggepladsen kunne igangsættes i januar 2011. Efter 18 måneders om- og tilbygning, plus et halvt års tilretning og afprøvning, stod bygningen klar til brug for Dansk Industri i første halvår 2013.
Loftshøjden i den eksisterende bygning blev bevaret, men der kom ekstra etager på.
”Kravene til VVS, ventilation og IT er vokset betydeligt, siden Industriens Hus blev opført, men vi havde stadig kun de gængse nogle og tredive centimeter i lofterne at gøre godt med”, fortæller projektchef Rune Kristensen fra Kemp & Lauritzen. ”Derfor udarbejdede vi fra starten en digital 3D-plan over installationerne i de enkelte bygningsafsnit. Og vores rørbyggere og elektrikere brugte bærbare pc’er på lokationen til at styre kabel- og rørføring.”
Byggeprojektet lige over for Rådhuspladsen havde minimal udenomsplads. Alt, der kunne optage plads, skulle barberes væk. Hver enkelt lastbil-leverance skulle varsles i god tid, så en kran ikke optog de få holdepladser i gården. Løsningen var enkel og effektiv.
”Vi fik skabt en supergod koordinering af indtransport og returnering af varer i samarbejde med vores leverandør, Solar”, fortæller Rune Kristensen. ”Hele det år, hvor byggeaktiviteten var på sit højeste, havde de en el- og en VVS-mand fast her på pladsen. De kunne så løbende justere i leveringsplanerne, så vi fik de eksakte mængder, der var brug for, just-in-time. Hver morgen kl. 6:30 kom en lastbil fra Solars lager i Vejen med nye varer.”
Samtlige tekniske installationer i Industriens Hus styres individuelt via CTS/IBI (efter den nye KNX-standard for bygningsautomation). Kemp & Lauritzen har etableret et bussystem mellem alle el-, VVS- og ventilationsinstallationerne med et I/O punkt for hver enhed – bl.a. 5.000 lysarmaturer, 2.000 motorer (radiatorventiler m.v.) og 1.000 ventilationsspjæld. I styringen indgår LED-belysning af facaden også. De bærende stålsøjler i bygningens transparente glasfacade med harlekinmønster får et markant løft om aftenen, hvor LED-lys i forskellige farver giver konstruktionen en spændende effekt. Hertil kommer en kraftigt opdateret LED-version af bygningens berømte reklameskilte.
Den omfattende renovering af Industriens Hus åbnede op for implementering af bæredygtige løsninger. Den resulterede bl.a. i et stort regnvandsbassin, som leverer vand til toiletter, vinduespudsning, blomster etc. Kemp & Lauritzen har desuden monteret et stort solcelleanlæg på taget, som leverer 30 kWh grøn energi til bygningens el-anlæg.
Campus 2 omfatter UNICEF´s topmoderne 24 meter høje, robotstyrede lager med tilhørende administrations- og værkstedsfaciliteter – og hyldeplads til 36.000 EUR-paller.
En række særlige krav gjorde Campus 2-entreprisen til en spændende og udfordrende opgave. Dels skulle byggeriet opføres på kort tid, og dels blev byggeplanerne løbende opdateret med ændringer og skærpede myndighedskrav. Hertil kom en kompliceret logistik kombineret med en vanskelig faglig grænseflade, da tyske og danske byggeteams med hver deres arbejdsfrekvens skulle afstemmes i et optimalt byggeflow.
Med stram styring, fleksibelt samarbejde og tæt intern koordinering lykkedes det Kemp & Lauritzen at gennemføre planlægning, detailprojektering samt installation af el, VVS, vand/varme, ventilation, sikring, netværk og BMS/CTS på mindre end 14 måneder, så byggeriet kunne afleveres til aftalt tid i januar 2012. Den totale teknikentreprise blev løst af over 40 mand fra Kemp & Lauritzen.
Lagerfaciliteterne på Campus 2 er opdelt i et højlager og to lavlagre på tilsammen 20.000 m2. Højlageret blev opført ved at bygge 10-dobbelte pallereoler oven på fundamentet, montere sider og tag med reolerne som bærende element. Opgaven blev varetaget af et tysk firma, hvis byggeteams arbejdede 12 timer dagligt, 7 dage i træk. Tyskerne ønskede at opføre de 10 reoler simultant (på tværs), imens det fulddækkende sprinklersystem, som Kemp & Lauritzen stod for, skulle monteres på langs inde i reolerne. For at få enderne til at mødes og undgå spildtid, var der derfor stærkt brug for en tæt intern koordinering mellem enhederne.
”Vi indså straks, at for opnå det bedst mulige workflow måtte sprinklerholdene vente til der stod en hel reol færdig og så sætte ind med en intensiv indsats”, fortæller Martin Kramath, projektchef hos Kemp & Lauritzen. ”Og her kom den høje kapacitet og fleksibilitet i Kemp & Lauritzen helt klart projektet til gode. Vi satte intensivt ind med bl.a. aften- og weekendarbejde, så vi kunne nå et ordentligt stykke, når vores tyske kolleger var hjemme hos familien.”
Det fuldautomatiske højlager er opbygget med 10 rækker reoler, hvoraf de otte inderste er dobbelte (enkeltreoler monteret ”ryg mod ryg”). Hver reol kan rumme to paller i dybden, og det giver plads til 36.000 EUR-paller totalt.
”Under normale omstændigheder ville det være en let sag at forsyne samtlige lagerfaciliteter i Campus 1 med højrisiko-sprinkling”, forklarer Martin Kramath, ”men da reolerne blev rejst på tværs – et stykke af gangen – kunne vi ikke komme til at skrue sprinklerrørene på, før de blev rejst. Hertil kom, at reol- og trappetårnene fungerer som bærende elementer for bygningens loft og sider, der så først blev bygget på til sidst. Resultatet var, at vores sprinklermontører måtte arbejde sig op gennem de 24 meter høje og 40 meter brede reoler på stilladser. Og da de havde fået monteret de ca. 5.000 sprinklerhoveder inde i reolerne, blev der til sidst etableret platforme mellem disse, så loftet også kunne forsynes med sprinklere.”
Projekteringen og dokumentationen for BMS-installationen omfatter bl.a. varme- og kølecentraler, ventilations- og udsugningsanlæg (CAV og VAV), varmekaloriferer, kølegenvinding og styring af belysningsanlæg (KNX og Dali). Alt samlet på én åben platform med samtlige anlæg integreret i én hovedstation, som giver stor fleksibilitet ved senere udvidelse. Overvågning og styring foretages via en hjemmeside, og når der logges på BMS-systemet, kan lys, varme, solgardiner m.v. kontrolleres individuelt for hvert enkelt rum – uanset om man sidder i bygningen eller på den anden side af jorden.
Kemp & Lauritzen er den eneste teknikentreprenør, der har styrken til at tage medejerskab i de store danske OPS-projekter. Med en andel på 40 % af den samlede kontraktsum på driftsopgaver – det svarer til godt 500 mio. kroner – har vi oparbejdet en betydelig erfaring på området. Helsinge Skole og Svømmehal er et godt eksempel på et innovativt offentligt/privat samarbejde.
OPS-kontrakten mellem Gribskov Kommune og ”Helsinge Skole OPS A/S” (et til formålet stiftet selskab af E. Pihl & Søn og Kemp & Lauritzen) er på over 400 mio. kroner. Heraf udgør drift og vedligehold i de næste 25 år ca. 200 mio. kroner. I tilbudsgivningen skulle der ikke blot tages højde for byggeomkostningerne, men også for det forventede slid fra over 900 daglige brugere af skole, SFO, aftenskole og svømmehal.
Ansvaret for detailprojektering af Helsinge Skole og Svømmehal blev varetaget repræsentanter for kommune, rådgivere og entreprenør. Gribskov Kommune oplevede samarbejdet som en frugtbar lære- og afklaringsproces, hvor den tætte dialog bragte nye og mere effektive løsninger på banen. Kemp & Lauritzen åbnede op for en gentænkning af en række grundlæggende ting i forbindelse med etablering og drift af en skole – en tilgang til kvalitet, effektivitet og funktionalitet, som kommunen kan anvende på andre kommunale bygninger.
Kommunens ønske om, at skole og SFO kunne deles om så mange funktioner som muligt, blev løst til topkarakter:
”Kemp & Lauritzen har formået at optimere funktionalitet og drift, så løsningerne understøtter vores tanker omkring læringsmiljøet. Inklusion, differentiering og fleksibilitet i undervisningen forudsætter fx, at lærere og elever skal kunne bevæge sig mere frit rundt på skolen end tidligere – dørene skal praktisk talt stå åbne. Kemp & Lauritzen løste udfordringen ved bl.a. at etablere et elektronisk kortsystem med central styring. En løsning, der både tilgodeser vores behov for bevægelighed og deres behov for effektiv drift. Samme genklang har vi haft i planlægning af fællesarealer og boldbaner, og de har også tegnet lokaler om for at sikre den optimale funktionalitet. Denne lydhørhed for hinandens argumenter har skabt det bedst mulige grundlag for det fremadrettede samarbejde,” siger Karin Magnussen, souschef ved Helsinge Skole.
Nøglen til en god funktionalitet og totaløkonomi i driftsfasen af OPS-projekterne ligger i teknikentreprenørens evne til at vælge de mest hensigtsmæssige løsninger og materialer. På Helsinge Skole blev belægningen på boldbaner og løbesti ændret til asfalt, så faciliteterne kunne bruges hele året, krævede mindre vedligehold og minimerede tilsmudsningen af brugere og tilstødende arealer (grus som blev slæbt med ind etc.).
I svømmehallen blev der investeret i en dyrere lufthåndtørrer-løsning for at slippe for papirhåndklæder i omklædningsrum og bassin. Samtidig ændrede man den oprindelige opsplitning af rengørings- og livredderfunktionen og samlede dem i én enhed, så de ansattes arbejdstid kunne anvendes optimalt.
”Hvert enkelt element i den enorme pakke skal gennemtænkes nøje”, forklarer projektchef Poul Kilt fra Kemp & Lauritzen. ”Men det gode ved OPS-projekterne er, at det ikke kan betale sig for nogen af parterne at tænke kortsigtet. Som driftsoperatør er vi nødt til at tage højde for indeklima og nedslidning 25 år frem og vælger derfor konsekvent kvalitetsmaterialer, der både holder længere og giver en bedre trivsel.”
FN Byen på Marmormolen i Nordhavnen sætter en høj standard for energi og miljø, og Kemp & Lauritzen har stået for teknikentreprisen på el, sikring, netværk, VVS, køl og sprinkling på hele byggeriet.
FN Byens kontorbygning er tegnet af 3XN som en stjerneformet bygning med otte arme. Byggeriet har et samlet volumen på 45.000 m2, og Kemp & Lauritzen har haft op til 60 mand på opgaven. Sideløbende har koncernen varetaget teknikentrepriser i forbindelse med bl.a. Industriens Hus og UNICEFs lagerfaciliteter, der skulle flyttes fra Marmormolen for at gøre plads til FN Byen.
”Trods en række kapacitetskrævende byggeprojekter i koncernen har vi været i stand til at løse denne opgave under et stort tidsmæssigt pres”, fortæller projektchef Jesper Tormod Petersen fra Kemp & Lauritzen. ”Det lykkedes at færdiggøre de 35.000 m2 i første etape på bare et år – til trods for en lang række omprojekteringer som følge af nye ønsker fra bygherren, byggeriets kompleksitet og skærpede myndighedskrav.”
Formålet med FN Byen i Nordhavnen er at samle alle danske medarbejdere på én adresse under optimale forhold. FN Byen kan rumme op til 1.750 arbejdspladser. Der er tale om en højteknologisk arbejdsplads med avancerede kommunikationsfaciliteter, og samtlige el- og datainstallationer indgår i en fælles BMS/IBS-platform. For at etablere platformen har Kemp & Lauritzen trukket over 400 km kabel – 3,5 km til mobilantenne-anlægget, 20 km til varsling, 30 km til ABA og ikke mindre end 325 km kabel til datanetværket.
FN Byen er blandt de første LEED®- (Leadership in Energy and Environmental Design) certificerede byggerier i Norden.
Der er tale om et byggeri i særklasse, når det gælder grøn energi og miljørigtige løsninger. Den samlede løsning betyder, at byggeriet kvalificerer sig som et lavenergiklasse 1-hus, der bruger mindre end 50 kWh pr. m2 pr. år til opvarmning, køling, belysning, ventilation osv. Et stort solcellesystem på taget bidrager med energi til bygningen, og afkøling sker med havvand. Det var derfor heller ikke overraskende, da FN Byen modtog den prestigefulde Green Building Award for sin enestående energieffektivitet.
Statens Arkiver består af syv enheder, og to af dem – Rigsarkivet i København og Landsarkivet for Sjælland – har fået fælles magasiner på Kalvebod Brygge. I sommeren 2009 stod magasinerne klar med 16.300 etagekvadratmeter og 364.000 arkivhyldemeter. Rigsarkivet huser dermed sine samlinger ét sted, hvor de tidligere blev opbevaret på forskellige adresser.
Som teknikentreprenør udførte Kemp & Lauritzen omfattende, højteknologiske installationer i de nybyggede magasiner og har efterfølgende ansvaret for service og vedligehold i 28 år. Projektet er det første statslige OPP-projekt.
I OPP-projekter udfordres den traditionelle tankegang, fordi anlæg og drift skal samtænkes. Poul Kilt, projektchef i Kemp & Lauritzen, forklarer:
”Det kan ikke altid betale sig at tage den billigste løsning her og nu, fx inden for teknik. Gode langtidsholdbare materialer og en hensigtsmæssig indretning betaler sig. Det gør det nemmere og mere rentabelt at varetage drift og vedligehold de næste 28 år.”
Under opførelsen af den nye magasinbygning var det en fordel for Slots- og Ejendomsstyrelsen, at Kemp & Lauritzen rådede over mange forskellige kompetencer og kunne udføre opgaver inden for mange forskellige områder som fx VVS, el, nødstrømsanlæg, klima, brand og sikring. Slots- og Ejendomsstyrelsen sparede tid på koordinering og administration med en totalleverandør.
I forbindelse med byggeriet var der en række særlige krav til installationerne. Sikringsudstyret er fx meget avanceret, fordi PET har materiale i arkivet. Derudover var det en udfordring at vælge et sprinklersystem, som ikke unødvendigt ødelægger arkivmateriale. Løsningen blev specielle sektionsprinklere. Klimainstallationerne er også komplekse, da temperaturen og fugtigheden skal være meget præcise og konstante.
Da byggeriet blev afleveret i sommeren 2009, trådte Kemp & Lauritzens ansvar for facility services i kraft. Til vedligehold og drift i de næste 28 år er der afsat ca. 360 mio. kroner.
”I drifts- og vedligeholdelsesperioden skal Slots- og Ejendomsstyrelsen ikke bekymre sig om forbrug af vand, varme og el eller om oppetider og nedslidning af installationer og bygning. Hvis en kølemaskine går i stykker, reparerer vi den eller skifter den, hvis det er nødvendigt. At vi varetager al drift og vedligehold i bygningen gør det nemt for kunden,” slutter Poul Kilt.
Vonsild Have er Danmarks første OPP-projekt, der både omfatter byggeri, bygningsdrift- og vedligehold samt levering af pleje- og omsorgsydelser. Bygningsdriften udgør ca. 60 mio. kr. af den samlede kontraktsum. Kemp & Lauritzen har vundet den 20-årige kontrakt på drift og vedligehold af bygningen.
I efteråret 2013 blev det første spadestik taget til Danmarks første OPP-plejecenter i Vonsild ved Kolding. De næsten 6.000 etagemeter og 60 plejeboliger stod klar i marts 2015. Plejecentret er en unik sammentænkning af byggeri, bygningsdrift og levering af plejeydelser. Målet er at skabe et byggeri, der fungerer godt som hjem for de ældre og som arbejdsplads, og det har stillet store krav til arkitektur og funktionalitet.
Attendo A/S, som er ansvarlig for det samlede projekt, har indgået en aftale med Kemp & Lauritzen om levering af de tekniske installationer til byggeriet samt drift af de indvendige og de udvendige arealer i den 20 år lange aftaleperiode. Kemp & Lauritzen har erfaring fra andre OPP-samarbejder, men dette adskiller sig ved integrationen mellem indholdsdrift og bygningsdrift, som gør, at samarbejdet bliver tættere, kompetencerne udnyttes bedre, og der opstår større synergi og fleksibilitet. Med OPP arbejdes der med en totaløkonomisk tilgang til løsningerne, så der skabes optimal sammentænkning af anlæg og drift. Derved sammentænkes de beslutninger, der tages i anlægsfasen med konsekvenser i driftsfasen. Michael Pagaard Madsen, Afdelingsleder i Kommunale Ejendomme i Kolding Kommune fortæller:
”Vi har store forventninger til selve driften og vedligehold af bygningerne, men i og med at Kemp & Lauritzen selv har været med inde over projekteringen, føler vi os trygge. Jeg er med andre ord sikker på, at der er stillet de nødvendige krav til kvaliteten af materialerne, så driften forløber bedst muligt gennem de 20 år, aftalen løber samt derefter, når vi selv overtager”.
Når man bygger til ældre og plejekrævende, som samtidig er ramt af en funktionsnedsættelse eller sygdomme som fx demens, er der behov for en tværfaglig tilgang, som forener arkitektur og tekniske muligheder med hensynet til de ældre, deres besøgende og plejepersonalet. Plejecentret får med Kemp & Lauritzens kundeorienterede pallette mange forskellige ydelser, som fx adgangskontrol på alle døre, så demente beboere ikke får forvildet sig de forkerte steder hen. Der er også installeret teleslyngeanlæg i de relevante opholdsrum, ligesom der er lavet fiberopkobling til telefoni og internet i alle plejeboligerne. Ydermere er der monteret en tablet i hver plejebolig, så personalet kan registrere deres arbejdsopgaver direkte i forbindelse med besøget hos beboeren i stedet for at bruge den traditionelle løsning med PDA’er.
Effektiv organisering på tværs af faggrænser ved opførelsen af et fleksibelt kontorhus med mange grønne installationer.
I store, komplicerede byggeprojekter spiller det indbyrdes samarbejde mellem fagentrepriserne en afgørende rolle for processen og resultatet. Etableringen af Pakhuset er et godt eksempel på, hvor effektivt arbejdet kan organiseres og udføres på tværs af faggrænser, når styringen sker internt i en organisation med enheder, der er vant til at bakke hinanden op. Det smukke Pakhuset ligger yderst på Langelinie på en af Københavns bedste placeringer med udsigt til hav og havn. Det er et fleksibelt kontorbyggeri med en karakteristisk arkitektur, som opføres af ATP ejendomme. Det første spadestik til det 28.000 m2 store kontorhus blev sat den 16. maj 2012, og kontorhuset stod færdigt medio 2015. Energieffektivitet og bæredygtighed er tænkt ind fra start, og Pakhuset har modtaget sølv i DGNB præcertificeringen, som er en mærkning for bæredygtigt byggeri. Opnåelsen af præcertificeringen skyldes i høj grad de tekniske løsninger i bygningen, som blandt andet er leveret af Kemp & Lauritzen.
Kemp & Lauritzen har stået for ventilationen i Pakhuset, som sker med en kombination af mekanisk og naturlig ventilation, såkaldt hybridventilation.
Over hvert vindue i facaden er der placeret en lydsluse, som den enkelte medarbejder kan åbne og lukke med automatik.
I midten af bygningen findes et kæmpestort atrium, som går fra stuen til 6. sal. Udsugningen sker i toppen af atriet, og erstatningsluften kommer fra lydsluserne. Naturligvis er der varmegenvinding af luften, som bliver fjernet fra bygningen.
I kældrene under Pakhuset har Kemp & Lauritzen udført den nye store varme- og kølecentral. Varmecentralen er opbygget til fjernvarmeforsyning, men kølecentralen skiller sig ud. Der er valgt en løsning med grundvandskøling, da det er den bedste kølingsmetode i forhold til miljø og energi. Grundvandet har en konstant temperatur på 10-11 grader celsius og har derfor et væsentligt større kølepotentiale i sommerperioden end havvand, da havvand er relativt varmt om sommeren. Desuden er vedligeholdelsesomkostningerne lavere ved et grundvandsanlæg end et havvandsanlæg.
Med løsningen forventes der en besparelse på ca. 75-80 % CO2.
Den intelligente bygningsinstallation (IBI), som Kemp & Lauritzen har udført med blandt andet en stikbar installation, er det, som får tingene til at spille sammen. Huset indeholder ca. 3.000 stk. DALI belysningsarmaturer, 200 stk. temperaturfølere, 300 stk. KNX bevægelsesfølere og 350 stk. gulvkonvektorer med motor. Hver enkelt enhed har en unik adresse og sikrer derved en utrolig fleksibilitet for den eller de lejere, som ATP får til denne flotte og anderledes ejendom.