Ny Senior Vice President for Tekniske Entrepriser i Kemp & Lauritzen

Kemp & Lauritzen er en moderne, digital og grøn teknikpartner, der spiller en afgørende rolle for væsentlige dele af samfundet. Den position skal Alexandros Tsetsis være med til at videreføre og udvikle, når han 1. februar 2026 tiltræder stillingen som Senior Vice President for Tekniske Entrepriser i Kemp & Lauritzen. 

Alexandros Tsetsis kommer fra en stilling som sektionschef for pharma-projekter i Kemp & Lauritzen. Som Senior Vice President for Tekniske Entrepriser skal han sikre den fortsatte udvikling af forretningsområdet og samtidig bidrage til Kemp & Lauritzens samlede strategiske mål om at være Danmarks førende digitale og grønne teknikpartner – og én af landets bedste arbejdspladser. Peter Kaas Hammer, adm. direktør i Kemp & Lauritzen, ser frem til samarbejdet:

– I Kemp & Lauritzen har vi en unik position i markedet, hvor vi gennem vores samlede kompetencebase er i stand til at hjælpe vores kunder med store og komplekse projekter og grøn omstilling i væsentlige dele af det danske samfund. Alexandros har omfattende projekt- og forretningserfaring og et indgående kendskab til vores værditilbud, vores prioriteter og partnerskaberne med vores kunder. Med Alexandros som Senior Vice President for Tekniske Entrepriser står vi derfor stærkt i arbejdet med at udvikle vores ydelser og styrke vores strategiske ambitioner inden for entreprisemarkedet, siger Peter Kaas Hammer.

Alexandros Tsetsis ser frem til at indtage den nye rolle i Kemp & Lauritzen, hvor de leverer teknikløsninger i alle skalaer og opererer i sektorer og brancher, der går på tværs af det danske samfund:

– Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at stå i spidsen for Tekniske Entrepriser. Kemp & Lauritzen er en virksomhed, der konstant udvikler sig, og jeg ser meget frem til at fortsætte den rejse sammen med mine mange dygtige kollegaer. Vi skal udnytte vores stærke kompetencer, sammenhængskraft og omfattende erfaring i gennemførslen af store og komplekse projekter. Vi er i stand til at rådgive vores kunder og sikre et solidt projektgrundlag, en professionel projektgennemførelse og et projekt i rette tid og kvalitet, siger Alexandros Tsetsis.