Axel Muusfeldts Fond skifter navn til Kemp & Lauritzen Fonden

Fonden, der ejer teknikvirksomheden Kemp & Lauritzen, lancerer nyt navn og ny visuel identitet for tydeligere at afspejle sit værdigrundlag og langsigtede fokus på en mere bæredygtig fremtid, både teknisk, samfundsmæssigt og menneskeligt.

Kemp & Lauritzen Fondens formål er at støtte dem, der kombinerer høj faglighed med mod til at tænke nyt inden for videnskab, erhverv, kunst og kultur. Samtidig støtter fonden medarbejdere i Kemp & Lauritzen gennem legater og hjælp, når livet stiller store krav. Marianne Rørslev Bock, der er bestyrelsesleder i Kemp & Lauritzens Fonden, fortæller:

- I Kemp & Lauritzen Fonden arbejder vi for en mere bæredygtig fremtid, både teknisk, menneskeligt og samfundsmæssigt. Vores formål er at støtte dem, der kombinerer høj faglighed med mod til at tænke nyt – inden for videnskab, erhverv, kunst og kultur i Danmark, siger Marianne Rørslev Bock.

Hun forklarer, at fondens nye navn og visuelle identitet i højere grad afspejler fondens arv og formål og understøtter ambitionen om at skabe endnu større klarhed, sammenhæng og synlighed omkring fondens arbejde – i dag og på langt sigt.

- Kemp & Lauritzen Fonden bygger på den arv og det menneskesyn, som Axel Muusfeldt grundlagde i sin tid, men vi ønsker samtidig et navn og et udtryk, der klart afspejler fondens tilhørsforhold til Kemp & Lauritzen og den rolle, vi spiller i samfundet omkring os i dag, siger Marianne Rørslev Bock.

Kemp & Lauritzen Fonden ejer Kemp & Lauritzen A/S, og blev stiftet som Axel Muusfeldts Fond i 1982. Formålet med fonden er blandt andet at yde støtte til erhvervsmæssige, kulturelle, videnskabelige og kunstneriske formål. Derudover yder Kemp & Lauritzen Fonden støtte til nuværende og tidligere medarbejdere hos Kemp & Lauritzen A/S.