Kemp & Lauritzen er nomineret til Danish Digital Awards

Når Danish Digital Awards løber af stablen den 3. juni 2026, er Kemp & Lauritzen med i opløbet om priserne i hele syv kategorier. Dermed er Kemp & Lauritzen den virksomhed med flest nomineringer ved årets Danish Digital Awards. Nomineringerne sker på baggrund af Kemp & Lauritzens nye digitale platform KL360°, der hjælper teknikvirksomhedens kunder med at drive deres forretning smartere i hverdagen, og som åbner for nye digitale løsninger i fremtiden.

Kemp & Lauritzen har med KL360° udviklet en digital platform, der både giver kunderne det store overblik og et detaljeret indblik i drift, opgaver og økonomi. Dermed har kunderne mulighed for at være på forkant og tage kontrol over både oppetid og planlægning. Anne Lautrup Jepsen, direktør for forretningsudvikling i Kemp & Lauritzen, er stolt af, at Kemp & Lauritzen på den her måde rykker ind på den digitale scene: 

– Vi er rigtig glade for nomineringen til Danish Digital Awards, fordi det er en markant anerkendelse af vores arbejde med at udvikle digitale løsninger, der skaber reel værdi for vores kunder. Med KL360° har vi gjort det enklere og mere transparent at samarbejde med os, fra første opgave til løbende drift, siger Anne Lautrup Jepsen.

Med KL360° kan kunderne følge igangværende opgaver fra A til Å, modtage løbende notifikationer og anmode om service eller tilbud med få klik. Kemp & Lauritzen har allerede lanceret den digitale platform for de første kunder, som nu drager fordel af den øgede indsigt og effektivitet i samarbejdet, fortæller Anne Lautrup Jepsen:

– KL360° giver Kemp & Lauritzens kunder et overblik over deres bygninger og assets, og det betyder, at de altid har nem adgang til relevant data præsenteret på en overskuelig måde. Det baner vejen for mere effektiv planlægning, prioritering og budgettering af opgaver, og det giver bedre beslutninger og mindre administrativt bøvl, siger Anne Lautrup Jepsen.

Hun fortæller, at KL360° ikke blot er en digital løsning, men en bærende del af Kemp & Lauritzens ambition om at være Danmarks førende grønne og digitale teknikpartner. Med KL360° styrkes kerneforretningen ved at kombinere tekniske kompetencer med data og digitale værktøjer, og det giver Kemp & Lauritzen mulighed for at levere endnu større værdi til kunderne.

Kemp & Lauritzen er nomineret i følgende kategorier:
• Best in Digital Business Transformation
• Best in Use of Data
• Best in Digital Strategy
• Best in Digital Business Solutions
• Best in Digital Effectiveness
• Best use of AI
• Best in Innovative Use of Technology

Prisoverrækkelsen finder sted i København onsdag den 3. juni 2026.