Ny direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen
Thomas Lejf Gjørup tiltræder 1. april som direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen. Her får Thomas ansvaret for teknikvirksomhedens tværfaglige tekniske service til private virksomheder og offentlige kunder i hele landet, hvor Kemp & Lauritzen gør løsningerne lette, uanset opgavernes kompleksitet.
Thomas kommer fra en stilling som regionsdirektør i Berendsen Textil Service, hvor han har haft ansvaret for forretningens samlede virksomhed på Sjælland. Peter Kaas Hammer, der er adm. direktør i Kemp & Lauritzen, ser frem til at byde Thomas velkommen på holdet i landets førende teknikvirksomhed.
"Hos Kemp & Lauritzen kan kunderne nøjes med én indgang til alle de tekniske fag. Det er en afgørende del af vores forretning, hvor vi løbende udvikler os i forhold til fremtidens teknologier og vores tværfaglige tilbud til kunderne. Med Thomas i spidsen for vores teknikhuse, står vi markant stærkere i forhold til at sikre endnu mere enkelhed og tryghed for kunderne"
Thomas glæder sig til at blive en del af Kemp & Lauritzen, der i mere end 135 år har leveret tekniske totalløsninger til både erhvervsdrivende og offentlige kunder:
"Kemp & Lauritzen er kendte for at være nyskabende og gøre sig umage for sine kunder. Det er en stor forpligtelse, og jeg glæder mig til at blive en del af et fællesskab med kompetente og dygtige medarbejdere, der stræber efter at finde de bedste løsninger til kunderne, hver eneste dag"
Kort om Kemp & Lauritzen
Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. Den 6. februar i år, har Kemp & Lauritzen underskrevet en aftale om, at købe teknikvirksomheden Lindpro. Handlen afhænger af konkurrencemyndighedernes godkendelse, hvorefter Kemp & Lauritzen bliver Danmarks største teknikvirksomhed, med en forventet årlig omsætning på 3 milliarder kroner og 2.700 medarbejdere.