World Day for Safety and Health at Work: Kemp & Lauritzen har nedbragt antallet af arbejdsulykker med to tredjedele
Fredag den 28. april er det "World Day for Safety and Health at Work", som promoverer forebyggelsen af arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme. Kemp & Lauritzen er et eksempel på en virksomhed, der har taget den vigtige dagsorden til sig. Som resultat af en målrettet indsats, har den 2.500 mand store teknikvirksomhed nedbragt antallet af alvorlige arbejdsulykker med knap 66 procent på fem år.
Siden 2018 har Kemp & Lauritzen sat massivt ind, for at nedbringe antallet af arbejdsulykker, fortæller Thomas Thorsøe, der er HR-direktør i Kemp & Lauritzen.
"Vi vil ikke acceptere, at vores ansatte ikke kommer hele hjem fra arbejde. Derfor har vi siden 2018 intensiveret vores indsats for at få hver enkelt medarbejder til at tænke over sin egen sikkerhed. Vores fokus har været at rykke ved adfærden og skabe en kulturændring i hele organisationen – lige fra vores lærlinge til vores øverste ledere," siger Thomas Thorsøe.
Kemp & Lauritzen har implementeret tre overordnede tiltag: "Safety walks" mellem ledere og ansatte, et værktøj til risikovurdering af opgaver, samt sikkerhedstræning ved onboarding. Desuden har de udvidet arbejdsmiljøorganisationen fra 40 til 120 arbejdsmiljørepræsentanter, hvoraf alle er en del af driften, med praktisk forståelse af arbejdet med sikkerhed.
Den samlede indsats har bidraget til, at Kemp & Lauritzen har nedbragt antallet af alvorlige arbejdsulykker med næsten 66 procent siden 2018. Ulykkesfrekvensen (LTI'en), der før lå på 25, er i dag helt nede på 8,6. I samme periode er sygefraværet faldet fra 6,7 procent til 4,1 procent.
"Vi er rigtig stolte af vores foreløbige resultater, og at vi har nedbragt vores alvorlige arbejdsulykker med næsten to tredjedele, er en god milepæl for os. Når det er sagt, er det altafgørende, at vi får tallet endnu længere ned. Vores medarbejderes sikkerhed, sundhed og trivsel kommer før alt andet," afslutter Thomas Thorsøe.
Ulykkesfrekvens (LTI) = antal af arbejdsulykker pr. 1.000.000 arbejdstimer, hvor der har været fravær i mere end én dag.
Forklaring af de tre tiltag
- "Safety walks": Dialogværktøj, hvor lederen ude hos teknikerne italesætter den operative sikkerhed
- "Sikker Job Analyse (SJA)": Oversigt og tjekliste til teknikerne med risikovurdering af arbejdsopgaven
- Sikkerhedstræning: Online sikkerhedskursus
Fakta om Kemp & Lauritzen
Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. Virksomheden har knap 2.500 medarbejdere landet over, og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i mere end 140 år.